Kirkeby Børnehus har eksisteret siden 1980 og er en del af Dagtilbud Øbakkerne, som består af syv børnehuse. Børnehuset rummer pt. 14 vuggestuebørn og 47 børnehavebørn. Børnehuset har plads ca. 85 børnehavebørn - så vi tager gerne imod mange flere legeglade børn.
Vuggestuen er samlet på en stue, mens vores lystigt legende børnehavebørn er fordelt på tre stuer. Stueopdelingen er dog ikke mere fast, end at børnene leger på kryds og tværs. Både børnehave – og vuggestuebørn kommer ofte på besøg hos hinanden.

I Kirkeby Børnehus er der rigtig god plads, inde som ude. Vores stuer er store, og vi har mange rum, der indbyder til masser af leg, både de vilde og de stille af slagsen.
Vores udeområde er et sandt slaraffenland for naturelskere. Vi har 2½ td. land at boltre os på – og det gør vi gerne.
Vores legeplads byder blandt andet på bålområde, cykelbane, stor sandkasseområde med tilhørende vandarrangement, stor vildmark med jungleagtig natur og meget mere. Vi har også et drivhus og flere højbede, hvor vi kan få jord under neglene.
Indretningen af uderummet byder på masser af gode gemmesteder. Terrænet giver stor mulighed for at styrke børnenes sansemotoriske udvikling. Det vækker nysgerrighed og giver gode, afstemte udfordringer og oplevelser.
I vuggestuen er der særligt fokus på at skabe pædagogisk nærvær præget af omsorg og opmærksomhed på relationen til det enkelte barn. Vuggestuen nyder godt af sin egne legepladser, men udforsker også ofte resten af børnehusets uderum.

Børnehusets nærmeste nabo er Issø-skolens indskolingsafdeling. Dette giver en unik mulighed for tæt samarbejde, der gavner børnene, når de starter i Forårs-SFO. Børnene i Kirkeby Børnehus har mulighed for at have de samme velkendte og trygge rammer gennem hele deres tidlige barndom.
Lokalområdet er et fokuspunkt for Kirkeby Børnehus. Vi dyrker det gode nabofællesskab med et landligt strejf, og det føles trygt og godt.
I Kirkeby Børnehus vægter vi tæt forældresamarbejde, som en afgørende medspiller i at skabe det gode børneliv.
Maden til frokostordningen bliver lavet i vores eget produktionskøkken, hvor vores dygtige kostansvarlige hver dag sørger for god og mættende mad til de små maver.

Det er nemt at komme til Kirkeby Børnehus. Du finder os blot en lille kilometer fra Svendborgmotorvejen og Hovedvej 167 – små 10 minutters kørsel fra Svendborg.
Vi glæder os til at vise dig vores børnehus.